Indretning

Bordplader til ethvert hjem

Hvad end du skal bygge nyt eller renovere dit nuværende køkken eller badeværelse, vil en ny bordplade måske være at finde på indkøbslisten. Og valget kan være svært, for der findes et hav af flotte bordplader på markedet. Men ikke alle bordplader egner sig lige godt til brug i køkkenet eller på badeværelset. Læs med i denne guide og bliv klogere.

Design eller funktionalitet?

Det at vælge en køkkenbordplade kan være en svær beslutning. Det skyldes ikke mindst, at bordpladen udgør en central del af køkkenet og har en enorm betydning for det samlede design og udseende. Bordpladen skal være med til at binde hele køkkenet sammen, men samtidig skal den også være funktionel og kunne tåle at blive brugt til dagligt.

Bordplader fås i mange materialer, og derfor bør du tænke dig godt om, før du træffer dit endelige valg. Kan du godt lide at bage, eller benytter du ofte saftige og farverige madvarer til maden derhjemme? Det er ikke uvæsentligt, for bordpladen skal kunne holde til det, hvis den også skal være pæn om 5 år. Tænk også over, om du ønsker en bordplade, der kræver meget vedligeholdelse, eller om du i stedet foretrækker en bordplade, der er næsten 100 % vedligeholdelsesfri. Igen har det stor betydning, hvis bordpladen skal bevare det flotte udtryk, som du i første omgang faldt for.

Det samme gør sig gældende på badeværelset. Selvom bordpladen ikke i samme omfang binder badeværelset sammen, så skal bordpladen være særdeles praktisk og tåle både vand og store mængder fugt. Og netop de to parametre gør, at mange fravælger en bordplade af træ til badeværelset. I stedet vælger de materialer som corian, marmor eller granit.

Træ- eller laminatbordplade?

To af de mest almindelige typer af bordplader er træ- og laminatbordplader. Begge fås i mange forskellige farver og størrelser, hvorfor du med garanti vil kunne finde en, der passer til dit hjem. Men hvilken skal du så vælge? Valget afhænger blandt andet af det rum, bordpladen skal være i.

Træbordplader har noget unikt over sig. Der er tale om et naturligt materiale, hvor du kan fornemme de unikke årer i træet. De fås i både lyse og mørke farver, og kvaliteten er ikke til at tage fejl af. Omvendt kræver en træbordplade jævnlig vedligeholdelse og pleje, hvis den skal bevare sit flotte udseende.

Vælger du i stedet en laminatbordplade, slipper du for at skulle bekymre dig om den jævnlige vedligeholdelse. Laminatbordplader er modstandsdygtige over for det meste, hvorfor de ikke ser slidte og medtaget ud, selvom de anvendes hver dag. Laminat fås ligeledes i mange forskellige farver, og derfor behøver du ikke gå på kompromis på det punkt – i modsætning til træbordplader.

Du kan måske også lide...