For mange er sofaen et af de helligste steder i hjemmet. Det er her, vi slænger os, når der skal slappes af foran tv’et. Og sofahjørnet forbindes med hygge. Men sofaer kan være en svær størrelse. For hvordan skal du integrere dem i indretningen?
Her får du masser af inspiration til, hvordan du indretter et sofahjørne, der indbyder til hygge og afslapning.
Gå efter en sofa i neutrale farver
Modetendenser er flygtige, og selvom en grøn eller lyserød sofa er hot her og nu, kan det være en god idé at vælge en sofa i en neutral farve. Så bliver du ikke træt af den, og du kan bedre være modig med farver i det øvrige interiør.
Er du alligevel helt vild med en sofa i en skrappere farve, så sørg for at holde din øvrige indretning og tilbehør i samme nuancer. På den måde får du et mere roligt og afbalanceret look i rummet.
Ryk sofaen ud fra væggen
De fleste af os har tendens til at sætte alle vores møbler op ad væggen. Det gælder også sofaen. Men prøv i stedet af rykke sofaen lidt ud fra væggen og se, hvor meget luft det egentlig giver til rummet.
Bag sofaen kan du hænge en lang reol helt ned til gulvet med plads til opbevaring af bøger, vaser, planter og andet nips.
Hæng dine yndlingsbilleder bag sofaen
For at give sofahjørnet masser af god stemning kan du hænge dine yndlingsbilleder op bag den på væggen. Hæng gerne en lang hylde – så kan du nemlig hurtigt skifte ud i din opstilling, hvis du trænger til lidt nyt at se på.
Du kan også udstille dine smukke arvestykker og vaser på hylden – faktisk er det kun fantasien, der sætter grænser for dine udstillingsmuligheder.
Saml sofahjørnet med et vamset tæppe
En god måde at afgrænse dit sofaarrangement og skabe et ’rum’ i rummet er med et stort blødt tæppe under dit sofabord. Det er ikke bare dejligt at sætte de bare fødder på en søndag morgen, det samler også dit hjørne på en harmonisk måde.
Sæt også gerne puder i sofaen, der matcher nuancerne i tæppet for at skabe et roligt tone-tone-look.
Vælg en hjørnesofa til den store familie
Er I en stor familie? Så kræver det også en stor sofa, hvor I alle kan slænge jer i. Her udnytter i pladsen mest optimalt med en hjørnesofa. Sætter du to sofaer sammen, går der plads til spilde i hjørnet. Det gør der ikke med en hjørnesofa.
Til gengæld kan en hjørnesofa virke tung og bombastisk, men går du efter en i en sart, lys farve, blender den mere naturligt og diskret ind i indretningen.